Kunstudstilling
Marie Kaarøe
Marie Kaarøe
Kunstudstilling i Pavillonen
Fernisering fredag den 12. november kl. 17.00
Marie Kaarøes kunstneriske praksis befinder sig i spændingsfeltet mellem tegning og skulptur. Værkerne opstår i arbejdet med at forene de to udtryksformer – ofte tages der udgangspunkt i begreber som volumen, mål og afstand.
Som individer bevæger vi os rundt på Jorden og måler bevidst eller ubevidst alt omkring os ud fra vores egen krop og fysik. Uanset om de mål, vi er omgivet af, er teoretiske eller konkrete, forholder vi målene til det fysiske rum, som vores egen krop skaber. Det er således den menneskelige perception af verden, som Marie Kaarøe forsøger at fortolke i præcise og konceptuelle værker.
Et gennemgående tema i hendes praksis er, at lægge flere lag på det umiddelbart enkle og stramme udtryk. Kan det enkle indeholde kompleksitet og flere mulige betydninger? Der opstår en klarhed, når der ikke er noget overflødigt til stede og detaljerne kommer til deres ret og påberåber sig den opmærksomhed, som de fortjener i en kompleks og kaotisk verden.
Marie Kaarøe er uddannet arkitekt og billedkunstner og er en del af Kunstnerforeningen Kubus Alba, der hører hjemme i Højbjerg ved Århus.
Udstillingen kan ses til og med mandag den 20. december.